Fyns Hoved Grundejerforenings historie

Fyns Hoved Grundejerforening blev grundlagt d. 24. september 1963.

tl_files/uploads/Billeder/Fyns-Hoved-6.jpgFrisk vand
Grundejerforeningen tog udspring i et meget grundlæggende behov, nemlig frisk vand. Der var blevet bygget enkelte sommerhuse tidligere, men de var primitive med en brønd med pumpe, das og sivebrønd til kloakvand. Jordbunden i området er ikke velegnet til både brønd og sivebrønd på samme sted pga. den sandede jord, og kredslægen forbød sivebrønde og anbefalede kloakering i området. Kloakering var meget dyrt, og derfor gik en flok pionerer igang med at undersøge mulighederne for etablering af et vandværk, så man kunne sikre frisk vand til sommerhusene.

En grundejerforening bliver dannet
Fyns Hoved Grundejerforening blev etableret og den tog sig samtidig af, at der blev etableret brandstandere, dagrenovation, vejvedligehold af stamvejene mv. I 1988 havde Grundejerforeningen 25 års jubilæum, og i den anledning blev der udgivet et jubilæumsskrift om foreningens virke de første 25 år. Skriftet fortæller også om hele Fyns Hoved områdets specielle natur. Om fugle og fauna, om historien og kunstmalerne og meget andet.

tl_files/uploads/Billeder/Fyns_Hoved_Jubilaeumsskrift_web_Page_01.jpgDet er stadig et læseværdigt skrift, som varmt kan anbefales. Det kan downloades her.

Grundejerforeningen har gennem skiftende formænd og bestyrelser varetaget forhold, som er relevante for sommerhusejere og fastboende i området. Især vandværket har haft en stor plads i det daglige arbejde, og det har krævet ildsjæle at sikre godt vand i tilstrækkelige mængder.

Idag er boringen i Nordskov lukket, og vandet leveres af Dalby vandværk. Derfor er navnet også blevet ændret til Vandforsyningsselskab.

tl_files/uploads/Billeder/Fyns-Hoved-8.jpg

Nutidige aktiviteter

Fyns Hoved Grundejerforening har eksisteret i mere end 50 år, og det er stadig de samme aktiviteter omkring veje, brandfare og vandforsyning, der bliver brugt meget tid på. Hvor det dengang var pionerarbejde at etablere sig i området, så forventer de fleste idag at vand, strøm og gode veje er en selvfølge.

Nu er det internet og naturpleje, der bliver talt om - Det tager Fyns Hoved Grundejerforening sig også af.

Vi arbejder med at etablere hjemmeside, samarbejder med HedeDanmark om naturpleje, blander os i den kommunale renovationsdebat og forsøger at holde kysterne rene med fælles strandrensninger for medlemmerne.